Jeg har lige lavet vandbakkelser i spandevis. Jeg skulle øve mig i at finde den HELT rigtige opskrift – den fandt jeg også (se opskrift på supergode vandbakkelser her), men det betød også en hel masse vandbakkelser,  som klaskede sammen.

Hvad skulle jeg dog bruge dem til. Det havde min mand et rigtig godt forslag til, for han kunne godt tænke sig tiramisu, og så kunne vandbakkelserne bruges som ladyfingers. Jeg har aldrig lavet tiramisu før, og har heller aldrig smagt det, for jeg er ikke pjattet med kaffe. Det måtte blive næste udfordring 🙂

Ingredienser:

2 æggeblommer

2 æggehvider

100 g. sukker

500 g. mascapone

75 g. sukker

Kaffe + spiritus blandet i. Jeg prøvede med æblelikør.

Ladyfingers eller sammenklaskede vandbakkelser

Usødet kakao og evt. lidt revet mørk chokolade

Fremgangsmåde:

Start med at piske æggeblommerne luftige og tilsæt de 100 g. sukker. Når sukkeret er opløst, så piskes mascaponen i.

Pisk æggehvider og de 75 g. sukker sammen. Tilsæt sukkeret lidt ad gangen, så bliver den mest fyldig. Vend de to masser forsigtigt sammen med en dejskraber, og stil den på køl.

Dyp dine ladyfingers/sammenklaskede vandbakkelser i kaffeblandingen, og læg dem nederst i en skål. Så skal der et lag mascaponecreme på, dernæst dyppede ladyfingers, og tilsidst et lag mascaponecreme.

Pynt med drysset kakao og evt. rive noget mørk chokolade over. Jeg pyntede også lige med lidt jordbær – både for at få lidt anden farve på, og lidt friskhed i kagen.

img_20180510_161728