Jeg fik lyst til at bage nogle lidt lysere grovboller – med andre ord, så er der bare lidt mere hvedemel i disse, end dem jeg plejer. OG så fik jeg jo lige min nye røremaskine i dag, så den skulle selvfølgelig prøves af.

Jeg laver næsten altid de her ret rustikke boller, som ikke er helt runde. Det er der flere årsager til; for det første så hader jeg at få klistrede fingre, for det andet, så er jeg nu også ret pjattet med det rustikke udtryk, og for det tredje, så er det SÅ nemt.

Ingredienser ca. 18 stk.:

200 ml. danskvand

25 g. gær

375 ml. kærnemælk

40 g. sukrin gold

½ tsk. salt

1 spsk. olie

100 g. speltmel

100 g. rugmel

500 g. hvedemel (med 12 g. protein)

20 g. solsikkekerner (jeg havde lige en rest der skulle bruges, men brug bare hvad du har af nødder derhjemme

50 g. græskarkerner

(1 æg til pensling)

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i danskvandet, og hæld derefter kærnemælken i. Tilsæt sukrin, olie og salt og bland det sammen. Så putter du grovmelene i og mætter med hvedemelet, og så skal det æltes. Hvis du bruger røremaskine, så skal dejen slippe kanterne før den er færdig.

Stilles til hævning et lunt sted i min. 1 time.

Når det har hævet, så tager du to skeer og ligger dem på en bageplade med bagepapir.

Tænd ovnen på 200 gr. alm. ovn.

Lad bollerne hæve det sidste, mens ovnen varmes op.

Når ovnen er klar, pensler du bollerne med æg inden du sætter dem ind på nederste rille.

Skal bages i ca. 15-17 min.