I morgen skal Martin have kage med til sine elever. Det skulle ikke være noget fancy, for det ville de ikke værdsætte. Så det bliver til noget helt almindeligt, og en af Martin’s ynglings kager – med en lille surprise. Jeg tænkte jeg ville prøve at lave det i en muffinudgave, så er det også portionsanrettet.

Ingredienser ca. 26 stk.:

Rabarberkompot

700 g. rabarber

150 g. sukker

1 dl. vand

Kagen

200 g. flydende margarine

200 g. sukker

5 æggeblommer

325 g. hvedemel

3 tsk. bagepulver

3 dl. mælk

26 hindbær

Marengs

5 æggehvider

250 g. sukker

4 spsk. flormelis

Fremgangsmåde:

Rabarberkompot

De skyllede rabarber skæres i tern. Kom rabarber og sukker i en gryde med en vandet i bunden. Kog forsigtigt op og rør ofte. Rabarberne skal være møre, men ikke helt udkogte. Lad kompotten køle lidt af.

Kagen

Tænd ovnen på 175 gr. alm. ovn.

Rør smør og sukker til en blød creme. Tilsæt æggeblommerne én ad gangen. Mel og bagepulver blandes sammen og hældes i smørmassen sammen med mælken.

Dejen hældes i muffinforme (gerne en papform, ellers kan formene sættes i en fast muffinform, som mine blev). De skal ca. fyldes halvt op. Læg et hindbær i midten af dejen.

Bages i ovnen i ca. 20 min.

Marengs

Æggehviderne piskes stive, drys sukkeret i under piskning og pisk godt, til massen bliver sej.

Kagen lægges sammen

Tag kagen ud af ovnen. Hvis toppen af muffinen er blevet høj, så skære du et stykke af toppen. Put rabarberkompot ud på kagen, og brug en tyl til at sprøjte marengs ovenpå.

Nu skal de i ovnen igen, og bages i ca. 20 min. til marengsen er blevet gylden.